Ole G. Mouritsen:
Blæksprutterne kommer - Spis dem!

Drejergården, 6. oktober 2018

Lørdag d. 6. oktober 2018 har vi fornøjelsen af at gentage det succesfulde besøg af professor ved Københavns Universitet og leder af 'Smag for Livet', Ole G. Mouritsen, og en aften fuld af ekspertviden og smagsopleveler. Denne gang er temaet - blæksprutter!

Efter et oplæg (ledsaget af små smagsprøver) om blæksprutternes kulturhistorie, mytologi, biologi, ernæringsværdi og anvendelse som human føde, vil der blive indbudt til selskab omkring en særlig menu med forskellige blæksprutter i forskellige tilberedninger, som viser blæksprutternes særegne gastronomiske potentiale



Pris og tilmelding

Hele arrangementet koster 450 kr. pr. person.

Drikkevarer tilkøbes.

Tilmelding: torbenlarsen@dadlnet.dk

Betaling ved overførsel til konto: Reg. 3409 Konto: 3284146085

MobilePay: 31311700



Om blæksprutter

Blæksprutter har en ældgammel oprindelse, og de er beslægtet med bløddyr som muslinger og snegle. De kan blive kæmpestore med øjne så store som fodbolde, men alligevel lever de kun et par år. De parrer sig kun en enkelt gang i løbet af deres liv og dør kort tid efter elskovsakten. De har blåt blod og tre hjerter, og de kan udspy kulsort blæk. De har en hjerne og udviser muligvis intelligens, men sært nok sidder det meste af hjernen i armene. Deres hud kan med lynets hast skifte farve og mønstre, men alligevel er de selv farveblinde. De kan smage med armene, og de er mestre i at forklæde sig som sten og grus eller som andre havdyr. De kan svømme lynhurtigt med egen jetmotor og skyde en arm ud for at fange et bytte så hurtigt som et jetfly. Er det da så underligt, at blæksprutter altid har fascineret mennesker overalt på jorden? Samtidig har blæksprutter verden over og gennem årtusinder og i mange kulturer fundet vej ind i køkkenet. De er næringsrige og kan være velsmagende. De kan blive en vigtig proteinkilde for os til at erstatte kød fra landdyr. I modsætning til mange fiskebestande er alle blækspruttepopulationer i vækst. Hvad med at spise dem?

Mouritsen & Styrbæk: Blæksprutterne kommer-spis dem! Gyldendal, København (2018)

Ole G. Mouritsen

- ham med de berømmede bøger:

- Sushi - Lidenskab, Videnskab & Sundhed
- Tang - Grøntsager fra havet
- Umami - Gourmetaben & den femte smag

Se Ole G. Mouritsens CV

SMAGforLIVET

Smag for Livet

SMAGforLIVET er et dansk center uden mure, støttet af Nordea-fonden, som har til opgave at formidle viden om smag.

Det gør vi ved at udføre forskningsbaseret formidling og formidlingsbaseret forskning i smag.

Vi arbejder med tre indbyrdes forbundne hovedtemaer: læring, gastrofysik og håndværk.

Målet med SMAGforLIVET er at få danske børn, unge og voksne til at bruge deres smag bevidst, så de kan foretage begrundede madvalg. Det implicerer både smagsoplevelser, viden om smag, læring om smag og udvikling af smag i mad.

SMAGforLIVET vil med en unik grad af tværfaglighed og med eksemplets kraft gøre smagen central, når vi spiser, og når vi lærer.

SMAGforLIVET vil støtte og udfordre smag som drivkraft for det gode liv ved at gøre det muligt at sætte ord på smag, vælge smag og få lyst til eksperimentere med smag.

Litteratur

- Khandelia, H. og O. G. Mouritsen. Velsmag – sådan virker det. Aktuel Naturvidenskab 4, 6-9 (2012)
- Mouritsen, O. G. Gastrofysik: videnskab, velsmag, velbefindende. I Søforklaringer, Aarhus University Press, Aarhus, pp. 248-261 (2014)
- Mouritsen, O. G. og K. Styrbæk. Umami. Gourmetaben og den femte smag. Arnold Busck Nyt Nordisk Forlag, København (2011)
- Prescott, J. Taste Matters: Why We Like the Food We Do. Reaktion Books, London (2012)
- Shepherd, G. M. Neurogastronomi. Columbia University Press (2012)
- Thrane, C. og J. H. Eriksen. Livretter – mad i kunst og litteratur. Systime, Aarhus (2014)

Andre tidligere events